Tilbage til oversigt

Nyhedsbrev

Kan du bidrage til en DSAM-vejledning om høj vægt?

DSAM skal til at skrive en ny vejledning om høj vægt. Udviklingen inden for vægttab går hurtigt med fremkomsten af ny evidens og nye typer vægttabsmedicin. I denne vejledning vil DSAM beskrive tre ligestillede sundhedsmodeller for folk med høj vægt:
  1. Energirestriktion 
  2. Vægttabsbehandling med glp-1-analoger 
  3. Vægtneutral sundhed.
Også muligheden for bariatrisk kirurgi vil blive beskrevet.

Hvis du er interesseret i at deltage i arbejdsgruppen, hører vi gerne fra dig. I din ansøgning skal du skrive, hvorfor du gerne vil være med, og hvilke forudsætninger du har for at deltage. Forskningserfaring er ikke påkrævet, men det er obligatorisk at vedlægge en habilitetserklæring til ansøgningen. Se DSAM's skema om habilitet nedenfor.
DSAM's skema om habilitet

Hvorfor skal jeg søge?

Udover at du får adgang til kollegial sparring og netværk, bliver du opdateret på den sidste nye viden på vægttabsområdet, og så er du med til at hjælpe dine kolleger i almen praksis. Vægttab fylder stadig mere i almen praksis, og her kan du og DSAM være med til at gøre en forskel. DSAM yder honorar for deltagelse samt møde- og transportgodtgørelse.

Vejledningsgruppen ledes af Maria Fredriksen, speciallæge i almen medicin og ph.d. inden for epidemiologi. Hun arbejder i en klinik i Kastrup.

Hvordan søger jeg?

Ansøgning og habilitetserklæring skal sendes til dsam@dsam.dk senest den 15. maj 2024 kl. 12. Du vil få en tilbagemelding fra sekretariatet i løbet af et par uger efter ansøgningsfristen.
 
Vi anbefaler, at du læser DSAM’s politikpapir for vejledninger, inden du indsender din ansøgning.

DSAM's politikpapir om vejledninger

Generelle retningslinjer for vejledningsarbejdet

Vi lægger vægt på at sammensætte en arbejdsgruppe med medlemmer fra forskellige geografiske placeringer, aldre, erfaringer og kompetencer. Dette for at sikre en mangfoldig gruppe, der kan supplere hinanden bedst muligt. Der vil desuden blive tilknyttet to reviewere til arbejdsgruppen, som vil give feedback på form og indhold undervejs i processen.

Ansøger man om at blive medlem af arbejdsgruppen, men får afslag, kan man evt. blive tilbudt at blive reviewer.

Det er svært på forhånd at fastlægge det præcise omfang og varighed af arbejdet, men det tager typisk mellem 12 og 18 måneder at færdiggøre en vejledning. Herefter er der høringsrunder internt og eksternt. Da det er selskabets produkt, er disse processer vigtige, og det er sekretariatet, som står for høringsprocesserne.

Arbejdsgruppen lægger en mødeplan sammen med formanden. Som oftest er der både heldagsmøder og kortere onlinemøder. Mødetid og transporttid bliver godtgjort, og arbejdstiden mellem møderne er det, som honoraret kompenserer. For denne vejledning er honoraret 20.000 kr.

Læs mere om reglerne for mødegodtgørelse nedenfor.
 
DSAM's regler for mødegodtgørelse
Copyright © 2024 Dansk Selskab for Almen Medicin, All rights reserved.

Skriv til os på:
Dansk Selskab for Almen Medicin, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø
dsam@dsam.dk

Vil du ændre, hvordan du modtager mails fra os?
Du kan opdatere dit valg af nyhedsbreve eller afmelde alle nyhedsbreve.