DSAM audit - opgaver i almen praksis
Hvilke opgaver skal løses i almen praksis, og hvilke kan løses andre steder? (TEST)
Audit – hvad er kerneopgaver i almen praksis
Regeringen indgik i november 2024 en bred politisk aftale om fremtidens sundhedsvæsen. Et af elementerne i aftalen er, at Sundhedsstyrelsen sammen med relevante aktører skal udarbejde en opgavebeskrivelse for almen praksis.
DSAM's repræsentantskab har på den baggrund gennemført en audit for at identificere kerneopgaverne i almen praksis og vurdere, hvilke opgaver der eventuelt kan løses andre steder. Auditten viser, at omkring 80% af alle opgaver i almen praksis, er det, vi kan betegne som almenmedicinske kerneopgaver, mens omkring 20% af opgaverne kan løses andre steder.
Herudover viste besvarelserne og kommentarerne også, at der er enighed om, den fri og uvisiterede adgang til egen lægen er vigtig at bibeholde.
KerneopgaverneDer er en række kendetegn ved kerneopgaverne, og fælles for dem er, at det er steder, hvor lægens faglighed, kendskab til patienten og de behandlingsmuligheder, der findes i lokalområdet for alvor, kommer til sin ret.
Overordnet kan vi sige, at de almenmedicinske kerneopgaver er karakteriseret ved:
Vi kender patienten
Vi er generalister
Vi er tovholdere
Vi giver mest til dem med størst behov
Ikke-kerneopgaverAuditten identificerede fire hovedgrupper af opgaver, der kan løses andre steder. De omfatter omkring en femtedel af opgaverne. Opdeler man denne gruppe af opgaver, er der fire overordnede karakteristika, der skiller sig ud.
Stempelkontor: Dette er opgaver, hvor vi ikke har noget fagligt at bidrage med, som fx hjemmepleje (støttestrømper-anmodninger), apotek (dosisdispensering, restordre, generisk ordination), fysioterapi (bør være direkte adgang), arbejdsplads (sygemeldinger) og visse attester.
Samarbejde med sekundær sektor: Dette omfatter afviste henvisninger, udskrevet fra hospital uden opfølgning/plan for udredning (bør kunne henvises til tværfagligt subakut ambulatorium), afsluttet fra ambulatorium/hospital uden tilstrækkelig information eller svar på undersøgelser, og aktive ambulante forløb, hvor patienten skal kunne kontakte ambulatorium direkte.
Fluebensmedicin. Skabelon-kontroller af velregulerede patienter, kan nedprioriteres for at give tid til vigtigere opgaver.
Mestring af stress og andre belastninger: Dette inkluderer stress, koncentrationsbesvær og manglende overblik (fx mistanke om ADHD hos ellers velfungerende patienter), mistrivsel og problemer i familien, sorg og tab, og håndtering af livets kriser. Her kan man måske i stedet også hente hjælp hos civilsamfundet (ældreklubber, væresteder), skole/uddannelse (skolepsykologer, mentorer, flere pædagoger), arbejde (stresscoaches), kommunale tilbud (hjælp til mestring både børn, unge og familier), og sjælesorg og håndtering af livets kriser (præster, samtaler)
Om audittenAuditten blev gennemført i uge 5, som en online undersøgelse blandt DSAM's repræsentantskab. Her skulle deltagerne indtaste oplysninger om deres forskellige patientkontakter på en given dag i uge 5 i et skema. Der blev indtastet oplysninger om godt 400 konsultationer. Undersøgelsen omfattede både kvantitative og kvalitative data.
Resultater fra audittenI højre side er der mulighed for at downloade data fra auditten i figurform.