Dansk Selskab for Almen Medicin logoDansk Selskab for Almen Medicin logo

Thomas Benfeldt Purup

Valgoplæg DSAM Midtjylland

Jeg vil gerne fortsætte med at bidrage til DSAM's vigtige arbejde.

Den 31. oktober bliver jeg speciallæge i almen medicin. Hurra! Jeg har haft æren af at være medlem af DSAM's nationale bestyrelse samt formand for FYAM-udvalget de seneste 3 år. Det slutter desværre samtidig med den fornøjelse, det ellers er at få speciallægeanerkendelse. Det har på alle måder været givende at være med samt at bidrage til de mange opgaver, som løses i DSAM.

Jeg har fået et stort indblik i sundhedsvæsenet samt i DSAM som organisation og kender nu de processer, der er involveret i de ofte fagligt komplicerede opgaver, som løses. Vigtigst af alt har posterne givet mig et kæmpe netværk og et hav af forbilleder, som jeg vil få glæde og nytte af i resten af min karriere. Indenfor en kort fremtid kan jeg forhåbentligt også kalde mig praktiserende læge, og der er ingen tvivl om, at mit arbejdsliv også har plads til frivilligt arbejde i DSAM-regi.

Almen medicin går en spændende fremtid i møde med snarligt forslag til ny sundhedsreform og et positivt udspil fra Sundhedsstrukturkommissionen. Vi bliver for første gang i mange år flere speciallæger, end der forlader faget. Der kommer nye og andre opgaver i almen praksis, og det er derfor mere vigtigt end nogensinde, at DSAM har mange aktive, som er klar til at ”stå vagt” med faglige argumenter, der afspejler den virkelighed, vi står i. Det ønsker jeg at bidrage til.

Jeg stiller gerne op for en 2-årig periode, hvis I ønsker at jeg fortsat skal bidrage i DSAM.

Med venlig hilsenThomas Benfeldt Purup

Thomas Purup
Thomas Benfeldt Purup