Vurdering af introduktionslægens kompetenceniveau
Vejledning til vurderingsskemaet
Som tutorlæge skal du vurdere introduktionsuddannelseslægens kompetenceniveau i otte udvalgte mål, og der skal udfyldes et såkaldt vurderingsskema. Hensigten er at give uddannelseslægerne mulighed for at søge de hoveduddannelsesstillinger, der starter umiddelbart efter introstillingen. Ansættelse i en hoveduddannelsesstilling i almen medicin, vil ske blandt andet på basis af dette vurderingsskema. Din evaluering af uddannelseslægen er derfor af stor betydning.
Vurderingsskemaet er en form for struktureret anbefaling. Det tager udgangspunkt i de mål, der i forvejen skal godkendes i introduktionsstillingen. Målene skal stadig godkendes i den elektroniske portefølje.
En hoveduddannelsesstilling kan ikke påbegyndes, før alle otte introduktionsmål er godkendt. Men man kan ansøge tidligere i forløbet.
Ud for hvert mål i skemaet, kan du krydse af i:
”kan ikke vurderes””forventes bestået””bestået””bestået over forventet niveau”
Efter afkrydsningen skrives en kort kommentar om, hvordan du har vurderet uddannelseslægen (dvs. evalueringsmåde) og evt. en kommentar til det faglige niveau relateret til det pågældende mål (fx som man ville skrive i en almindelig anbefaling).
Niveauet ”kan ikke vurderes” anvendes, såfremt uddannelseslægen anmoder om vurderingsskemaet så tidligt i forløbet, at du ikke har et klart indtryk af, om uddannelseslægen vil kunne godkendes, inden stillingen afsluttes. Hvis denne tvivl stadig er tilstede, når mere end halvdelen af ansættelsen er forløbet, bør uddannelseskoordinatoren kontaktes. Hvis der er flere krydser i denne kategori vil ansættelsesudvalget ofte opfatte det som usikkert, om kompetencerne kan opnås på den normerede tid, hvilket kan få betydning for, om uddannelseslægen kan tilbydes en hoveduddannelsesstilling i forlængelse af introen.
Niveauet ”forventes bestået” anvendes, når målet endnu ikke er godkendt, men hvor du har en relativ sikker formodning om, at målet vil kunne godkendes, inden stillingen afsluttes.
Man kan forestille sig sjældne hypotetiske situationer, hvor et mål alligevel ikke efterfølgende ville kunne godkendes, og ”forventet godkendt” er derfor ikke det samme som niveauet ”godkendt”.
Niveauet ”godkendt” betyder, at man som tutorlæge mener, at uddannelseslægen har opnået et passende niveau. Målet kan samtidig godkendes i den elektroniske portefølje på normal vis.
Niveauet ”bestået over forventet niveau” bør reserveres til de bedste 20 procent, dvs. ca. hver femte uddannelseslæge. Har en tutorlæge tilbøjelighed til at bruge dette niveau oftere, er han/hun nok lidt for positiv i sine vurderinger. Og omvendt, hvis tilbøjeligheden er mindre end svarende til hver femte uddannelseslæge, så er man nok for restriktiv.
I kommentaren skal du skrive lidt om, hvordan du har foretaget evalueringen, fx om du har overvåget uddannelseslæges konsultationer, om vurderingen er på basis af læsning og diskussion af logbogsnotater, om det er ud fra journalgennemgang og/eller vejledersamtaler baseret på kliniske hændelser og/eller andre måder. Du er også velkommen til at skrive en kort bemærkning om det faglige niveau. Det er tanken, at dette vurderingsskema skal virke som en struktureret anbefaling, der efterfølgende vil kunne anvendes af ansættelsesudvalgene.
Eksempel:
Grundlæggende kommunikation: Mål godkendt – kommentar: Vurdering er sket, ved at jeg har overværet to konsultationer og på basis af tilbagemeldinger fra patienter og personale. NN har gode kommunikative evner, udviser fin empati i samtalerne, patienterne føler sig hørt og forstået, og de vil gerne ind til NN igen.
Der bør altid udarbejdes et vurderingsskema, når stillingen er afsluttet, uanset om der evt. også har været skrevet et fx efter tre måneder.