Palliation

OBS: Vejledning over 5 år

DSAM tager forbehold for, at der kan være nye retningslinjer/ny evidens på området. Vi har dog valgt at lade vejledningen være aktiv, da der stadig er en del brugbar information i den.

Den døende patient

Diagnosen ”døende” er svær. Dog bliver lægen eller sygeplejersken ofte spurgt, hvor lang tid der er tilbage. Nedenstående retningslinjer kan være brugbare i bedømmelsen af, hvornår der er henholdsvis 1-2 uger eller kun få dage/timer tilbage, før patienten dør.

Hvornår er patienten terminal? (Dage til uger)

Overvejende sengeliggende
Mindre interesseret i omgivelserne
Sover meget af døgnet
Spiser og drikker sparsomt
Har svært ved at indtage tabletter.

Hvornår er patienten døende? (Timer til dage)

Svækket puls
Ændret åndedræt
Aftagende urin
Kølige evt. blå-mamorerede ekstremiteter
Svækket bevidsthed
Tiltagende sekretproblemer
Ændring af ansigtsudtryk.

Målene i den sidste fase er, at patienten dør med værdighed og ro, sufficient lindret, uforstyrret af unødig pleje og medicinering og med størst mulig støtte til de pårørende.Mulighed for kontakt til egen læge udenfor dagarbejdstid er at foretrække, og i modsat fald eller i forbindelse med fravær og ferie, aftaler lægen med en kollega at varetage situationen. Hvis dette ikke er muligt, skal vagtlægesystemet løbende orienteres.

De sidste døgn – råd til den praktiserende læge

Vær tilgængelig.
Vær forudseende.
Vis forståelse og respekt for patientens og familiens håndtering af situationen.
Oprethold direkte kontakt og kommunikation med patient, familie og plejepersonale.
Håndter symptomerne problemorienteret.
Sørg for, at der er medicin/Tryghedskasse i hjemmet til at lindre symptomer umiddelbart.
Søg terminaltilskud, hvis dette ikke allerede er gjort.
Seponer den medicin, som nu er overflødig.
Revurder regelmæssigt og hyppigt alle medikamenter og symptomer.
Undgå unødvendige interventioner af enhver art.

Op til dødstidspunktet ændrer situationen sig fra dag til dag og fra time til time, og der kan opleves en lettelse af de fysiske symptomer. Kontakten til den døende kan opretholdes ved fysisk kontakt og nærvær, berøring, holden i hånd, aftørring af sved, soignering af mund og ansigt. Hørelsen bevares formentlig til det sidste, så det har mening at tale med, og ikke om, den døende. De pårørende skal vide, at den døende ikke føler sult eller tørst, og at der ikke er grund til sonder, intravenøs ernæring eller væsketilførsel. Tilførsel af parenteral væske kan forårsage væskeophobninger og dermed være til gene for patienten.

Når døden indtræder

Er du som læge til stede i den allersidste fase, så bliv der, men hold dig i baggrunden. Disse øjeblikke er familiens. Din medfølelse kan udtrykkes med berøringer, håndtryk og ord, fx også ‘banale’ vendinger som: ”Må jeg kondolere” eller ”Det gør mig ondt”.Pårørende skal i god tid før forventet dødsfald være informeret om, hvem der skal kontaktes, når døden er indtrådt: læge og hjemmepleje. Det skal ligeledes være afklaret, om den døde skal forblive i sit hjem, til han/hun kan lægges i kiste. I modsat fald kan den døde transporteres til sygehusets ”6-timers-stue” med en særlig ambulance eller i rustvogn. Vær opmærksom på, at denne transport ikke betales af det offentlige.• Den afdøde skal formelt tilses regelmæssigt, indtil dødsattesten er udfærdiget. Kravet opfyldes ved familiens tilstedeværelse eller ved tilsyn fra hjemmesygeplejen.• Egen læge skal kontaktes med henblik på udfærdigelse af dødsattest.• Præst og bedemand skal kontaktes.• Relevante papirer findes frem: dåbsattest, vielsesattest og sygesikringsbevis.• Religiøse ritualer efter dødens indtræden − ved andre trosretninger end kristendommen − klares ofte, men ikke altid af familien. Er der problemer, kan det være hensigtsmæssigt, at en imam, rabbiner eller anden relevant person kontaktes.

De pårørende

Vær aktiv i at tilbyde opfølgende besøg/kontakt til nærmeste pårørende. Ved tegn på et kompliceret sorgforløb henvises til forløb ved psykolog.

Omsorg og opmærksomhed overfor pårørende er vigtig i hele forløbet – lyt til dem, forklar, hvad der er nødvendigt, og giv dem anerkendelse for deres indsats. Vær opmærksom på risikoen for belastningsreaktioner, angst og depression. Husk også de pårørende, efter patienten er død.