Type 2-diabetes

Formålet med denne vejledning har været at opdatere DSAM’s kliniske vejledning om type 2-diabetes fra 2012. Vejledningen er primært målrettet almen praksis.

Selv om de grundlæggende principper for behandling af patienter med type 2-diabetes er relativt uændrede sammenlignet med i 2012, har specielt introduktionen af nye farmaka gjort det påkrævet at opdatere vejledningen. Skrivegruppen har som en del af arbejdet med denne vejledning indgået et tæt samarbejde med Dansk Endokrionologisk Selskab – et samarbejde, som resulterede i en fælles farmakologisk vejledning udgivet i 2018.

Målgruppen for denne vejledning er læger og øvrigt personale, der er involveret i diagnostik, udredning, behandling og opfølgning af voksne (over 18 år) med type 2-diabetes. Vejledningen fokuserer på den del af udredning, behandling og opfølgning, der iværksættes og håndteres i almen praksis. Undersøgelser og behandlinger, der varetages i sekundærsektoren, beskrives ikke nærmere.

Vejledningen bygger på eksisterende viden fra publicerede internationale guidelines, der er gennemgået ud fra en almenmedicinsk synsvinkel. Der er siden seneste revision kommet nye evidensbaserede guidelines fra bl.a. USA (ADA 2018), Storbritannien (NICE 2015), Canada (2015) og Norge (2016).

Det har været målet at præsentere denne viden, så den let kan benyttes i en travl hverdag. Det har således været hensigten at gøre vejledningen så kort som muligt. Arbejdsgruppen har været assisteret af en metodegruppe, der har stået for den systematiske litteraturgennemgang og kritisk evalueret den eksisterende litteratur på området. Det har været en uvurderlig hjælp.

Ligesom alle andre kliniske vejledninger fra DSAM angiver den generelle retningslinjer for god, klinisk adfærd, men den vil altid kun være en del af det samlede grundlag, der indgår i en beslutningsproces. Vejledningen er et værktøj til prioritering af undersøgelse, behandling og opfølgning ud fra behandlingseffekt, omkostninger og risikovurderinger, således at lægen og patienten i fællesskab kan træffe beslutning ud fra patientens eget værdigrundlag. Vejledningen er således én måde at håndtere en klinisk problemstilling på – ikke en juridisk bindende instruks.

Omsætning af vejledningens ord til handling afhænger af den enkelte praktiserende læges implementering af vejledningen i egen praksis. God arbejdslyst!

Skrivegruppen, 2019