Dansk Selskab for Almen Medicin logoDansk Selskab for Almen Medicin logo
Klinisk vejledning

Publiseret: 2024

Akutte luftvejsinfektioner

og rationel antibiotikabehandling i almen praksis

Akut otitis media hos børn

ICPC-2-kode: H71

Centrale budskaber
  • Oftest en selvlimiterende infektion; 60 % er i bedring inden for 24 timer.

  • Tympanometri anbefales i diagnostikken.

  • Smertestillende behandling med paracetamol er altid indiceret.

  • Alvorlige komplikationer er yderst sjældne.

Introduktion

Akut otitis media (AOM) er en akut infektion i mellemøret. Denne vejledning omhandler kun børn, da infektionen primært ses hos yngre børn1. Ved 2-års alderen har ca. 70 % af alle børn haft mindst ét tilfælde af AOM1,2.

Voksne kan også få AOM, men viden herom er generelt sparsom. Grundlæggende vil arbejdsgruppen anbefale ens tilgang hos børn og voksne – under behørige overvejelser af differentialdiagnoser – og at der henvises til øre-næse-hals-læge ved tvivl eller recidiv (√).

Mikrobielle årsager

AOM er hyppigt forårsaget af virus. Samtidig infektion med virus og bakterier forekommer formentligt ofte3. Bakterielle agens inkluderer Streptococcus pneumoniae, Haemophilus influenzae, og Moraxella catarrhalis samt i mindre grad Streptococcus pyogenes (Gruppe A-streptokokker)4.

Anbefalinger vedrørende diagnostik

Diagnosen AOM kan i de fleste tilfælde stilles på baggrund af anamnesen og den objektive undersøgelse inkl. otoskopi og tympanometri.

Typiske symptomer og fund2,5:

  • Akut indsættende øresmerter, ofte i forbindelse med en infektion i de øvre luftveje.

  • Utilpashed, irritabilitet og søvnproblemer kan forekomme.

  • Feber (temperatur ≥ 38.0 °C).

  • Ved otoskopi ses en frembulende trommehinde.

  • Flåd fra øret indikerer, at trommehinden er perforeret.

Bemærk, at rødme af trommehinden – uden frembuling – er et hyppigt fund ved mange øvre virale luftvejsinfektioner. Dette bør ikke forveksles med regelret AOM.

Parakliniske tests

TympanometriTrommehindens bevægelighed vurderes med et tympanometer. Hvis der er normal bevægelighed, er der lille sandsynlighed for, at der foreligger AOM6.

LINK: Tympanometri_Maanedsskriftet

Undersøgelse med tympanometri, som led i diagnostikken af AOM, øger præcisionen sammenlignet med otoskopi alene7,8,9.

To tidligere danske studier indikerer, at AOM overdiagnosticeres i almen praksis, hvis ikke undersøgelsen suppleres med tympanometri10,11.

CRP-testCRP anbefales ikke i diagnostikken af AOM.

Anbefalinger vedrørende behandling

Symptomatisk behandling

Børn med AOM bør primært behandles med smertestillende:

Paracetamol 50 mg/kg/døgn fordelt på 3-4 doser

Nogle børn kan have behov for tillæg af NSAID. For yderligere information henvises til retningslinjer for ”Akutte smerter hos børn” fra Dansk Pædiatrisk Selskab m.fl.

LINK: Retningslinjer Dansk Pædiatrisk Selskab m.fl.

Antibiotika

Anbefalinger for antibiotikabehandling af AOM afhænger af patientens alder og symptomernes sværhedsgrad:

Børn < 6 måneder bør umiddelbart behandles med antibiotika.

Børn > 6 måneder bør tilbydes antibiotika ved ét eller flere af følgende:

  • Alder < 2 år med dobbeltsidig infektion.

  • Øreflåd og påvirket almentilstand.

  • Protraheret forløb (> 3 dage).

  • Alment påvirkede børn med symptomer på AOM bør altid behandles med antibiotika – skærpet opmærksomhed på dette hos børn < 1 år.

Tabel 1 | Akut otitis media og antibiotikabehandling hos børn

Førstevalg

Penicillin V 50 mg/kg/døgn fordelt på 3 doser i 5 dage

Penicillinallergi

Clarithromycin 15 mg/kg/døgn fordelt på 2 doser i 5 dage

Behandlingssvigt

eller recidiv

Amoxicillin + Clavulansyre 50/12,5 mg/kg/døgn fordelt på

3 doser i 7 dage

Børn > 6 mdr. med

dræn og øreflåd

Ciprofloxacin+fluocinolonacetonid 3 + 0,25 mg/ml

6-8 dråber i det inficerede øre x 2 dgl. i 7 dage

eller

Ciprofloxacin+dexamethason 3 + 1 mg/ml

4 dråber i det inficerede øre x 2 dgl. i 7 dage

Børn med trommehindedræn behandles med antibiotikaholdige øredråber (ciprofloxacin i kombination med steroid) ved øreflåd > 3 dage9,12. Det anbefales ikke at anvende systemiske antibiotika til behandling af ukompliceret øreflåd9,13,14.

Hvis det ikke er muligt at behandle barnet sufficient med penicillin V – grundet besvær med compliance – kan behandling med amoxicillin mikstur forsøges (√).

BehandlingssvigtHaemophilus influenzae er ikke følsom for penicillin V (i den givne dosering). Ydermere kan behandlingssvigt skyldes, at patienten huser penicillinaseproducerende bakterier, som ødelægger penicillin V. Derfor er amoxicillin med clavulansyre et godt valg i tilfælde af behandlingssvigt.

Fordele og ulemper ved antibiotikabehandlingAOM har en høj grad af spontan helbredelse, og størstedelen af børnene (≈ 60 %) er i bedring inden for det første døgn15.

Mulige fordele ved antibiotikabehandling bør altid afvejes mod potentielle ulemper15:

Komplikationer

Alvorlige komplikationer – såsom meningitis og mastoiditis – er sjældne, og antallet af antibiotikabehandlinger for at hindre ét tilfælde af f.eks. mastoiditis er højt (NNT > 4000)16. Et Cochrane-review har vist, at der ikke var forskel i antallet af børn med AOM, som udviklede høreproblemer efter behandling med placebo sammenlignet med antibiotika15.

Opfølgning

Børn med AOM bør kontrolleres – uanset behandling med antibiotika eller ej – med otoskopi og tympanometri efter cirka 8 uger for at udelukke udvikling af sekretorisk otitis media (√). Børn med recidiverende AOM (> 3 episoder over 6 måneder eller ≥ 4 episoder over 1 år)17 bør henvises til vurdering ved øre-næse-hals-læge.