Publiseret: 2016
Hypo- og hyperthyreose
Diagnostik, behandling og opfølgning i almen praksis
OBS: Vejledning over 5 år
DSAM tager forbehold for, at der kan være nye retningslinjer/ny evidens på området. Vi har dog valgt at lade vejledningen være aktiv, da der stadig er en del brugbar information i den.
Thyreoidealidelser − mange former og udtryk
Thyreoidealidelser − i form af for højt og for lavt stofskifte − møder vi ofte i det daglige kliniske arbejde i almen praksis. Det er en sammensat gruppe af både forbigående og kroniske lidelser, og de kan give anledning til et bredt spektrum af symptomer og kliniske fund − lige fra vage, uspecifikke symptomer til livstruende sygdom. I almen praksis ser vi thyreoidealidelser hos begge køn, men primært hos kvinder over 40 år.
Hypo- og hyperthyreose har varierende ætiologi fra autoimmunt til infektiøst udløst og som konsekvens af medikamentel eller kirurgisk behandling. Nogle thyreoidealidelser kan antage vekslende faser, hvor der først ses hyperthyreose og siden hypothyreose, herunder subakut thyreoiditis, postpartum thyreoiditis og hashimotos thyreoiditis.
Forekomsten af thyreoideasygdomme er derudover relateret til jodindtagelse. Tidligere har jodindtagelsen generelt været lav i Danmark − med de laveste værdier i den vestlige del af landet. Det har forårsaget en høj forekomst af struma, især blandt midaldrende kvinder. Struma er en synlig eller palpabel forstørret glandula thyreoidea. Der er forskellig former – diffus, nodulær eller multinodøs struma − som kan forekomme ved såvel lavt som normalt og for højt stofskifte. Som en konsekvens heraf blev det i 1998 besluttet at jodberige salt i Danmark. Siden er forekomsten af struma reduceret, men det har også medført en beskeden stigning i forekomsten af hyperthyreose blandt yngre mænd og kvinder [Pedersen et al, 2006].
Udredning og behandling af struma omtales ikke yderligere i denne vejledning. Ved mistanke om cancer thyreoidea skal der iværksættes akut kræftpakkeforløb, mens struma i øvrigt bør udredes via almindelig henvisning i speciallægeregi. Der henvises til bilag 4.
I Danmark diagnosticeres årligt ca. 48/100.000 kvinder og 17/100.000 mænd med hypothyreose, svarende til ca. 2.500 nye tilfælde [Dansk Endokrinologisk Selskab, 2014]. Forekomsten stiger med alderen. Internationale studier har vist forekomst af hypothyreose hos ældre over 65 år på mellem 1 og 10 %. I internationale og danske studier er forekomsten af subklinisk hypothyreose mellem 4 % og 8 % [Gillet, 2004; Bensenor, 2012; Knudsen et al, 2000; Carle et al, 2006].
Hyperthyreose er ligeledes hyppigt forekommende i Danmark. Således diagnosticeres årligt ca. 80/100.000 personer med hyperthyreose, svarende til ca. 5.000 nye tilfælde. Kvinde:mand-ratio er 5:1 [Dansk Endokrinologisk Selskab, 2012].
Internationale studier har vist forekomst af hyperthyreose hos ældre over 65 år på mellem 0,5 % og 3 % [Bensenor, 2012]. Subklinisk hyperthyreose ses oftest blandt kvinder og ældre. Således har danske undersøgelser vist, at blandt 60-65-årige danskere har ca. 8 % af kvinder og 2 % af mænd subklinisk hyperthyreose [Laurberg, 2009].
Thyreoideahormonerne trijodthyronin (T3) og thyroxin (T4) påvirker alle organer i kroppen og kan således give anledning til en lang række af uspecifikke symptomer og kliniske tegn. Der kan være forskel på sværhedsgraden af symptomer og på, hvor dominerende de forskellige symptomer er, således at der rejses mistanke om sygdom i forskellige organsystemer. Dette kan give anledning til overvejelser om mange forskellige differentialdiagnoser. Hos ældre kan symptomerne have lighedspunkter med almindelige tegn på aldringsprocessen [Bensenor, 2012].
Opsporing af thyreoidealidelser
Hvem bør tilbydes undersøgelse for thyreoidealidelse?
TSH er den bedste markør til opsporing af thyreoideasygdomme. TSH måles ved klinisk mistanke om thyreoidealidelse, og på vid indikation, idet symptomer på thyreoidealidelse kan være varierende og diffuse. Systematisk screening for stofskiftlidelser anbefales ikke [Bahn et al, 2011; Bensenor, 2012]. Særlig opmærksomhed anbefales i forhold til midaldrende kvinder, kvinder med uhonoreret graviditetsønske samt gravide. Derudover kræver det også særlig opmærksomhed, hvis der forekommer andre risikofaktorer for thyreoidealidelse (se tabel TILSTANDE, HVOR DET ER HENSIGTSMÆSSIGT AT MÅLE TSH ). Undersøgelse bør overvejes hvert 1.-3. år, så længe patienten har øget risiko for thyreoidealidelse. SYMPTOMER OG KLINISKE FUND
[Bahn et al, 2011; Garber et al, 2012; Pearch et al, 2012; Seigel & Hodak, 2012; Franklyn & Boelaert, 2012; Menconi et al, 2014; Almandoz & Gharib, 2012; Cooper, 2003; Malt et al, 2013; Lægehåndbogen, Hypothyreose] TILSTANDE, HVOR DET ER HENSIGTSMÆSSIGT AT MÅLE TSH
[Bahn et al, 2011; Garber et al, 2012; Pearch et al, 2012; Seigel & Hodak, 2012; Franklyn & Boelaert, 2012; Menconi el al, 2014;Almandoz & Gharib, 2012; Cooper, 2003; Malt et al, 2013; Lægehåndbogen, Hypothyreose; Lægehåndbogen, Hyperthyreose] | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Hvornår skal vi IKKE opspore thyreoidealidelser?
Akut kritisk sygdom, såsom sepsis, AMI, akut nyre- og hjertesvigt, svær fejlernæring, ukontrolleret diabetes, cerebrovaskulære sygdomme og malignitet, kan bevirke abnorme thyreoideatal.
Denne tilstand kaldes Euthyroid Sick Syndrome og opstår, fordi hypothalamus-hypofyse-glandula thyreoidea-aksen er påvirket af nonthyroid sygdom. Tilstanden ses hyppigst hos ældre grundet multimorbiditet. Thyreoideatallene normaliseres, når patienten bliver rask. Hvis der alligevel undersøges for thyreoidealidelse trods akut sygdom, skal resultatet fortolkes med forsigtighed, medmindre der er mistanke om thyreotoksisk krise (TSH er < 0,1 mU/L). Abnorme thyreoideatal kontrolleres, når den akutte fase er overstået.