Den ældre skrøbelige patient

Ældre mennesker uden skrøbelighed kan som udgangspunkt behandles i henhold til gældende vejledninger. Den skrøbelige patient vil ofte have flere samtidige kroniske lidelser. En individualiseret tilgang vil som regel være at foretrække på grund af øget risiko for bivirkninger af behandlingen og mangelfuld evidens om effekt af behandling i denne gruppe.

Så længe den skrøbelige ældre møder op i den praktiserende læges konsultation til årsstatus er der et godt grundlag for at følge helbredstilstand og funktionsevne. Mange praksis udsteder reitererede recepter, som rækker indtil næste årsstatus. Ved receptfornyelse er det oplagt at bemærke, om der er bestilt en ny tid.

Når patienten får svært ved at komme i praksis, bliver det mere vanskeligt at udføre årsstatus. Nogle stopper helt med at komme til kontrol af kronisk sygdom. Lægen skal være specielt årvågen, hvis den ældre patient ikke får bestilt tid til en ny årsstatus eller ikke får fornyet sine recepter. Er det glemt? Er tidsbestilling eller transport blevet for svært at håndtere? Skyldes det andre livsomvæltende ændringer i hverdagen? Når man bliver opmærksom på disse patienter i praksis, er det vigtigt at overveje på dette tidspunkt, om der har været en funktionsevnenedsættelse, der eventuelt skal udredes eller behandles.

Det er vanskeligt at identificere nedsættelse af funktionsevne, hvis den ældre ikke er i behandling for kronisk sygdom og ikke regelmæssigt henvender sig i almen praksis. Lægen må her sætte sin lid til, at den ældre selv, dennes pårørende eller hjemmeplejen henvender sig.

Hvis funktionsevnen er permanent nedsat, kan patienten betragtes som skrøbelig, og behandlingsplanen bør individualiseres. En patient med en CFS-score > 3 betragtes som skrøbelig.