Spørg til alkoholvaner

Sundhedsloven giver kommunerne ansvaret for den borgerrettede forebyggelse af livsstilssygdomme med fokus på kost, rygning, alkohol og fysisk aktivitet. Derudover har kommunen fået ansvaret for alkoholbehandlingen.

Den borgerrettede forebyggelse har til formål at forebygge, at personer udvikler et skadeligt alkoholforbrug. Den omfatter også tidlig opsporing af personer med storforbrug af alkohol med henblik på at mindske forbruget. Læs mere i Kvalitet og Organisering – et inspirationskatalog til misbrugsbehandling. KL 2009 (₉₄).

Kommunen skal ifølge loven tilbyde behandling, som skal starte senest 14 dage efter, at patienten har henvendt sig til kommunen med ønske om at komme i alkoholbehandling. I kommunen omfatter tilbuddet ambulant behandling på alkoholbehandlingsinstitution, og kan derudover omfatte dagog døgnbehandling på alkoholbehandlingsinstitution og endvidere henvisning til diverse private tilbud.

Der er frit valg til ethvert ambulant alkoholbehandlingstilbud, som en kommune har aftale med. Henvendelse kan ske anonymt og til en hvilken som helst kommune. Dag- og døgnbehandling kræver kommunens bevilling, med mindre patienten selv betaler for behandlingen. Der er store variationer i kommunernes behandlingstilbud, og det er derfor vigtigt, at lægen orienterer sig om lokale muligheder for alkoholbehandling.

Rådgivningstilbud Nogle kommuner kan yde rådgivning og vejledning på alkoholområdet især til borgere med storforbrug og eventuelt skadeligt forbrug. Et sådant tilbud kan være etableret i forbindelse med et lokalt alkoholbehandlingstilbud eller andre rådgivningstilbud, fx sundhedscentre.

Ambulante alkoholbehandlingsinstitutioner De kommunale alkoholbehandlingsinstitutioner har især fokus på behandling af personer, som er afhængige af alkohol. En betydelig del af disse patienter har en psykiatrisk komorbiditet. Det er hensigtsmæssigt, at behandlingen af disse patienter foregår i samme regi, idet man opnår bedst effekt, hvis behandling af afhængighed og psykiatrisk komorbiditet foregår i samme forløb. Hvis der er tale om patienter med sværere psykiatriske problemstillinger, som fx skizofreni, bør der henvises til psykiatrisk afdeling.

Patienter med et afhængighedsforhold til alkohol bør derfor normalt henvises til behandling i en ambulant alkoholbehandlingsinstitution.

Behandlingsinstitution med familieorienteret alkoholbehandling Der har de senere år været meget fokus på familieorienteret alkoholbehandling og på de konsekvenser, som rammer børn i familier med alkoholproblemer. Nogle kommuner har etableret familiebehandling som en integreret del af alkoholbehandlingen, ligesom der visse steder er ansat børne-familiesagkyndige, som kan rådgive og vejlede i disse ofte komplicerede sager. Herudover er der nogle steder etableret børne- og ungegrupper, der som målgruppe har børn og unge fra familier med alkoholproblemer (_{86, 87}).

Samarbejde med kommunen Der kræves ingen formel henvisning til en ambulant alkoholbehandlingsinstitution, og der er sjældent formaliseret information (henvisning, epikrise) mellem egen læge og alkoholbehandlingsinstitutionen.

Samarbejde mellem almen praksis og kommune er imidlertid af afgørende betydning for at opnå en koordineret og sammenhængende indsats til borgere med alkoholproblemer.

Samarbejdet kan omfatte såvel samarbejde om enkelt personer som samarbejde af mere generel karakter. Det kan fx omfatte gensidig oplysning om behandlingstilbud, herunder lettilgængelig information om kommunens tilbud på alkoholområdet, aftaler om henvisning og epikriser (med patientens tilladelse), aftaler om fast kontaktperson for henvendelser fra lægen til kommunens alkoholbehandling.

Alkoholbehandlingen i kommunerne er under udvikling, eksempelvis vil flere kommuner måske udvikle tilbud inden for rådgivningsområdet. Det er vigtigt, at samarbejdet mellem almen praksis og kommune kan medvirke til koordination og sammenhæng i evt. nye tilbud. Aftaler om samarbejde på alkoholområdet kan indgå i Sundhedsaftalerne

Nogle steder har man bibeholdt de misbrugsteams, der før lå i amtsligt regi. Men der eksisterer tillige private, uautoriserede misbrugs-konsulentfirmaer, som kommunerne af og til henviser til. Disse konsulentfirmaers faglige status er sjældent vurderet af uvildige myndigheder.

Minnesotabehandling er baseret på 12 behandlingstrin (12-step-facilitation, TSF). I Minnesotabehandling forstås alkoholafhængighed som en sygdom (₈₃). Behandlingen varer typisk 4-6 uger, og målet er, at patienten opnår total afholdenhed. Behandlingen varetages typisk af personer, der tidligere har været afhængige af alkohol, og den består af individuelle samtaler, foredrag og gruppe-behandling. Patienterne deltager sideløbende i selvhjælpsgrupper (AA-møder), som fortsætter, efter den intensive behandling er ophørt.

Der er kun udført få randomiserede undersøgelser for at belyse effekten af Minnesota-behandling, og der er uenighed om resultaterne (_{33, 44, 83}). En dansk undersøgelse, som sammenlignede 12-trinsbehandling på dag-basis med offentligt finansieret ambulant behandling fandt ikke signifikant forskel mellem grupperne (₈₄). Minnesota-behandling er formentlig effektiv, men hverken bedre eller dårligere end andre behandlinger. Der er tale om en konfronterende behandlingsform, som ikke er egnet til patienter med psykiske lidelser.

I Mesa Grande-undersøgelsen blev 12-trins-behandling/Minnesota-behandling rangeret som henholdsvis nummer 24 og 20 (₃₃).

Der er kun få randomiserede undersøgelser af effekten af selvhjælpsgrupper såsom Anonyme Alkoholikere (AA) og Lænken. Selvhjælpsgrupper kan formentlig hjælpe med til at fastholde alkoholafhængige i afholdenhed (3a) (_{44, 85}), selv om det seneste systematiske review ikke kunne finde dokumentation for en signifikant effekt af deltagelse i AA-møder (₈₃).

Der er en vis evidens for effekt af udleveret selvhjælpsmateriale, og der er lavet en del randomiserede studier, som har vist, at selvhjælpsmateriale udleveret på opfordring til patienter, der selv søger behandling, kan ændre alkoholvaner (1a) (₈₈) ligesom selvhjælpsmateriale kan være en hjælp i motivationsarbejdet

Effekten af udlevering af selvhjælpsmateriale på baggrund af en screening for alkoholproblemer er mere uklar.

Du kan downloade et skema til selvregistrering af alkoholforbrug på www. dsam.dk

De fleste psykiatriske afdelinger og psykiatriske skadestuer har stor erfaring med behandling af både akutte og kroniske alkoholproblemer. En del patienter med svær alkoholafhængighed og svære psykiatriske problemer, fx skizofreni eller andre psykoser, bør behandles i psykiatrisk regi. Nogle steder i landet varetager de psykiatriske afdelinger afrusning og abstinensbehandling, mens det andre steder er en opgave, der varetages af det somatiske sygehusvæsen. Det afhænger meget af lokale forhold og aftaler.

Familieambulatorier er tværfaglige enheder, hvis formål er at forebygge rusmiddelrelaterede fosterskader og sikre en specialiseret hjælp til de børn, som har været udsat for rusmidler i fosterlivet. Som et regionalt supplement til den kommunale indsats er der placeret et familieambulatorium på et hospital i hver region.

Den praktiserende læge kan henvise til et familieambulatorium, men der er åben visitation, og gravide kan også henvende sig anonymt.

Familieambulatorierne varetager den specialiserede forebyggende og behandlende svangreomsorg for gravide, som har eller har haft rusmiddelproblemer (inden for de seneste par år). Herudover varetager familieambulatoriet undersøgelser og behandling af det nyfødte barn og moderen i barselsperioden samt opfølgning indtil skolealderen af børn, der har været eksponeret for rusmidler i fostertilværelsen.

Et egentligt rusmiddelproblem indgår ofte i en kompliceret familiær og psykosocial sammenhæng, så et helhedsorienteret syn og en stærk tværfaglig og tværsektoriel indsats kan være afgørende. Familieambulatorierne bemandes med tværfaglige teams af bl.a. læger, socialrådgivere og psykologer, som også kan trække på andre specialfunktioner i sygehusvæsnet.

Læs mere i Omsorg for gravide og småbørnsfamilier med rusmiddelproblemer − Familieambulatoriets interventionsmodel, Sundhedsstyrelsen 2005 (₉₉), Anbefalinger for svangreomsorgen, Sundhedsstyrelsen 2009 (₁₀₀) og Vejledning om etablering af regionale familieambulatorier, Sundhedsstyrelsen 2009 (₁₀₁).

I Mesa Grande-studiet er familiebehandling nummer 23 af 46 forskellige former for alkoholbehandling (₃₃).

Nogle patienter støttes meget af en partner eller anden pårørende. Det er vigtigt, at partneren kan skelne mellem funktionen som støtte og som kontrollør. Det er almindeligvis uhensigtsmæssigt, at partneren hjælper med at give Antabus®. Hvis patienten ikke selv husker at tage Antabus®, er motivationen nok for lav, og det skal overvejes, om en anden behandling er bedre.

Hele familien belastes i betydelig grad af alkoholproblemer. Det vigtigste er at den drikkende holder op med at drikke, men uanset hvilke behandlingsmetoder, der anvendes, bør familien inddrages i behandlingen. Det øger motivationen og compliance, og effekten af interventionen øges. Fokus på familien medfører også, at partner og børn får det bedre. Det er derfor altid relevant at tilbyde støtte til både partner og børn, selvom den afhængige ikke ønsker at gå i behandling.

Få partneren med Når en patient har et stort alkoholforbrug, bør lægen spørge til, hvad dette kan betyde for familien. Ofte lykkes det at få accept til at invitere partneren med til næste samtale. Partneren kan være en stor ressource, og at inddrage ham/hende i samtaler om alkoholproblemet kan være med til at bryde uhensigtsmæssige mønstre i familien. Lægen bør også spørge, om patienten har børn, se side 27.

Hvis det er partneren, der henvender sig og beder lægen om ‘at gøre noget’, er opgaven at få parret til at komme i konsultationen sammen. Prøv at få partneren til at invitere den drikkende med til en samtale. Det er vigtigt, at den drikkende ikke påduttes skyld, men inviteres åbent og fordomsfrit.

Giv eventuelt partneren en tidsaftale med hjem − og/eller en skriftlig invitation til at deltage i en samtale. En anden mulighed er, at lægen henvender sig direkte til den drikkende ved at ringe eller skrive til vedkommende.

Giv eventuelt partneren en tidsaftale med hjem − og/eller en skriftlig invitation til at deltage i en samtale. En anden mulighed er, at lægen henvender sig direkte til den drikkende ved at ringe eller skrive til vedkommende.

Hvis ikke det lykkes første gang, så tilbyd partneren en ny støttesamtale. I det lange løb er der tre mulige løsninger på situationen: At den drikkende nedsætter sit alkoholforbrug, at partneren fortsat lever med alkoholproblemet, eller at han/hun forlader forholdet.

Hvis den drikkende accepterer at gå i alkoholbehandling, er det hensigtsmæssigt at forberede partneren på, at rollerne i familien kan ændres, hvis behandlingen lykkes. Ændrede roller vil ofte være en udfordring, hvilket kan opleves problemfyldt. Partneren kan således have behov for støtte i efterforløbet.