Opsporing og behandling af overvægt hos voksne

Der er ingen eksakte metoder til måling af overvægt og svær overvægt til brug i klinisk praksis. Den mest brugte metode er at beregne BMI, som er defi neret som vægt (kg) divideret med højde (meter) i anden potens. Dette mål er imidlertid kun en indikator for kropsfedt eller fedtfordeling; specielt hos ældre eller hos muskuløse mennesker som fx atleter er fedtfordelingen på kroppen ofte anderledes end hos yngre eller mere utrænede mennesker. Det er ikke ualmindeligt at fi nde et BMI > 25 hos mænd, der dyrker styrketræning og har jævn, sund fedtfordeling på kroppen, ligesom nogle mennesker med alderen kan have en tendens til at lejre fedt om- kring tarmene med et øget taljemål til følge og dermed risiko for sygdom til trods for et normalt BMI.

Den mindste dødelighed fi ndes ved et BMI mellem 22,5-25. Dette fremgår af den hidtil største undersøgelse fra 2009, som beskriver dødelighed af fl ere forskel- lige årsager i forhold til BMI hos 900.000 voksne [13].

Taljemål (målt midt imellem nederste ribben og hoftebenskammen) giver et ind- tryk af fedtfordelingen i kroppen og er i nogle tilfælde en bedre indikator for den generelle helbredsrisiko end BMI. Den mest anvendelige absolutte indikator for syg- domsrisiko og relative forandringer er derfor en kombination af BMI og taljemål.

Grænserne i Tabel 1 er fastlagt ud fra en overvejende kaukasid population, og de vil variere i andre etniske grupper. Eksempelvis vil grænserne for både BMI og taljemål være lavere for asiater, men de præcise grænser er endnu ikke fastlagt.

Risikoen ved at være overvægtig reduceres med alderen. En øgning med 2-3 BMI-værdier inden for hvert BMI-interval i Tabel 1 kan derfor accepteres hos ældre mennesker (> 65 år).

Det vil naturligvis altid være op til den enkelte læge og den enkelte patient, om patienten skal måles og vejes. Alle patienter har ret til at takke nej til dette. Vejning kan være et følsomt emne for alle patienter og i særdeleshed for nogle kronisk overvægtige eller svært overvægtige patienter. Når det er sagt, er den praktiserende læge dog den nærmeste sundhedsprofessionelle til at sætte fokus på vægten, og lægen kan med fordel udnytte sit ofte årelange kendskab til patienten til at foreslå en vejning og måling uden af den grund at stigmatisere patienten. Overvægt er en risikofaktor på linje med forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol og forhøjet blodsuk- ker, som også måles i almen praksis. Systematisk ICPC-kodning i almen praksis vil kunne bidrage til at følge vægtudviklingen hos både den enkelte patient, praksis- populationen, og også hos befolkningen generelt i DK.

Undersøgelser tyder på, at mange overvægtige patienter bliver lettede, hvis deres læge bringer vægt på banen. Langt den største del af de patienter, der konsulterer deres læge, har et godt indtryk af, hvad de vejer. De fl este overvægtige patienter ved godt, at de er overvægtige. Nogle læger har svært ved at bringe vejning på ba- nen, men de har specielt svært ved at vurdere, om en patient er normalvægtig eller overvægtig [14, 15]. Vigtig information går tabt, hvis lægen ikke tilbyder patienten at blive vejet og målt. Ofte vil det være oplagt at tilbyde vejning og måling, hvis patienten har en sygdom, hvor det er væsentligt at kende patientens vægt (hjerte-kar- sygdom, type 2-diabetes, galdesten, slidgigt, kræft m.fl .). Lægen kan også spørge hensynsfuldt til vægten, hvis det skønnes, at patienten har en sygdomsrisiko pga. sin vægt eller er inde i en periode, hvor vægten stiger uhensigtsmæssigt.

En anden metode til at sikre disse data kunne være over en periode konsekvent at veje og måle alle, indtil man har data om mål og vægt i alle journaler – og så lave et system, hvor data ajourføres hvert andet år.

Efterhånden vil vejning være så naturligt for patienterne, at de selv kan veje sig på en tilgængelig vægt og blot meddele data til lægen.

Hvis lægen vejer og måler en patient og i den forbindelse fi nder øget risiko for syg- dom, bør lægen også være klar med behandlingsforslag. Mange patienter vil gerne hjælpes af deres praktiserende læge i forbindelse med overvægt [14,15]. Nogle praktiserende læger ønsker ikke selv at arbejde med overvægt, men vil gerne bidra- ge til opsporingen af risikopatienter. Det er vigtigt for de praktiserende læger, som af forskellige årsager ikke kan påtage sig arbejdet med overvægtsbehandlingen, at de har overvejet henvisningsmuligheder, inden de påpeger et overvægtsproblem. Støttetilbuddene i de enkelte lokalområder varierer meget, men der er mulighed for at hente inspiration og støtte via DSAM’s hjemmeside, www.dsam.dk, se under kliniske vejledninger.

Hvis en patient vurderes til at være overvægtig, vil det være hensigtsmæssigt for læ- gen at få information om varigheden af overvægten, hvis den ikke allerede er kendt af lægen, og om eventuelle vægtproblemer i den nærmeste familie. Samtidigt er det vigtigt at afklare, om der er overvægtsrelateret sygdomme eller risikofaktorer herfor.