Opsporing og behandling af overvægt hos voksne

Efter et opnået vægttab er der livslang risiko for tilbagefald. Læge og patient bør i samarbejde udarbejde en langsigtet plan for, hvordan patienten skal støttes i vægttabsfasen, og, når målet er nået, hvordan vægttabet fastholdes, samt hvordan opfølgningen fra praksisside skal være. Kontakten mellem praksis og patient kan variere i form og intensitet, og der skal være mulighed for at lægge en ny strategi, hvis planen ikke fungerer efter hensigten. Arten af kontakt kan være forskellig fra praksis til praksis. En mulighed er forebyggelseskonsultationer, hvor målet er at ændre patientens livsstil, og hvor patienten selv er en meget aktiv medspiller, der forbereder sig til konsultationerne og tager initiativ til forebyggelsesaktiviteter for at følge en vægthåndteringsplan. Hvis vægttabet forløber planmæssigt, er kortere konsultationer med almindelige vægtkontroller en mulighed. Endelig er der mulighed for løbende e-mail-kontakt eller telefonisk kontakt, hvor patienten melder tilbage om adfærd og vægtudvikling. Det er vigtigt hele tiden at understrege over for patienten, at denne er velkommen, uanset hvordan planen forløber – en plan, der ikke holder, er lagt forkert eller for ambitiøst an – og en plan bør altid kunne tilpasses undervejs.

Forskellige patienter har forskellige behov, selv om grunden til konsultation er den samme. Derfor er det op til den enkelte patient og læge at aftale, hvor hyppig kontakten bør være. I starten er der ofte brug for konsultation hver 14. dag for at opmuntre og motivere patienten samt justere planen, så den fungerer. Når patienten er inde i en god rytme med et jævnt reguleret vægttab og succes med opretholdelse af ikke vægtrelaterede delmål, kan kontakten fi nde sted en gang om måneden. Det er almindeligt, at patienterne pludselig oplever en vægtstabilisering, selv om de gør det samme, som de har haft succes med i mange uger eller måneder. Ofte sker denne vægtstabilisering, når energiindtagelsen igen svarer til energiforbruget – og det er tid for at ændre planen. På det tidspunkt kan det igen være hensigtsmæssigt at have lidt kortere intervaller mellem kontakterne og inspirere til nye tiltag samt fokusere på ikke vægtrelaterede delmål som fx fastholdelse af fysisk aktivitet, forbedring i BT eller andre parametre. Selv når vægten er normaliseret, bør patienten komme til kontrol en gang imellem for at reducere risikoen for ny vægtøgning. Behovet er individuelt, men en til to kontroller om året vil være passende for de fl este.

Mens vægttab kan opnås gennem en lang række metoder, er der en række forhold, som har indfl ydelse på, om et vægttab kan opretholdes på langt sigt. Baseret på en amerikansk registrering af personer, som har opnået et signifi kant vægttab (> 14 kg) og opretholdt det i 5 år eller mere, viser det sig, at et vægttab lettere oprethol- des, hvis patienten:

• Indfører bæredygtige kostændringer (fx en ad libitum, lavenergitæt, fedtfattig kostplan)

• Er regelmæssigt aktiv ved høj intensitet (60-90 minutter pr. dag)

• Lærer teknikker til at håndtere overspisningstrang

• Regelmæssigt refl ekterer over sin adfærd.

Farmakoterapi skal ses som et muligt nyttigt supplement til livsstilsændringer hos patienter med et BMI > 30 eller med et BMI > 27 og følgesygdom. Effekten af medicin på vægttabet er kun effektiv, så længe medicinen indtages. Langtidseffekten af og risikoen ved medicinering kendes ikke. Medicin bør kun anvendes under løbende omhyggelig kontrol af lægen og sammen med en langsigtet plan, og medicineringen bør evalueres efter 3 måneder, hvor et tilfredsstillende vægttab bør være > 5% hos ikke-diabetikere og > 3% hos diabetikere. Såfremt dette ikke opnås, bør det overvejes at seponere den medicinske behandling. Ud fra aktuelle data er kirurgi hos medicinsk fede patienter (BMI > 40) den mest effektive måde til at opnå og opretholde store vægttab (20-40% over 3-8 år) [2].

• Menopause

• Hormonsubstitution

• Rygestop

• Medicinering

• Indgåelse af ægteskab

• Ophør med fysisk aktivitet – fx ophør med sportsaktiviteter eller immobilisering pga. sygdom

• Ferie

• Kriser, stress og belastningsreaktioner

• Psykisk sygdom.