Opsporing og behandling af overvægt hos voksne

Det vigtigste mål i ethvert vægttabsprogram bør være en forbedring af helbre- det. For at reducere risikoen for sygdom bør mænd tilstræbe et taljemål < 102 cm (helst < 94 cm), og kvinder et taljemål < 88 cm (helst < 80 cm). Dette vil dog ikke altid være muligt at opnå hos meget høje personer. Hos andre etniske grupper end kaukasider er grænserne for taljemål endnu ikke fastlagt. Et vægttab svarende til 5-10% af kropsvægten, uafhængigt af startvægten, vil resultere i signifi kante for- bedringer i stofskiftet og dermed også helbredet. For overvægtige med risikofaktorer kan et vægttab på 5-10% reducere risikoen for sygdom [1, 4].Målbare, realistiske mål for vægttab og taljeomfang er vist i Tabel 4.

Andre delmål, der er opnåelige på kort, mellemlangt eller langt sigt, og som ikke er vægtrelaterede, bør fastsættes i samarbejde med patienten. Helbredsfremmende intervention kan være andet end vægttab i sig selv, hvilket er vigtigt at pointere overfor patienter, der tillægger sig en sundere livsstil men som måske synes, at vægttabet udebliver eller er mindre end forventet.Disse delmål kan fx være:

• Ændret spiseadfærd (langsommere spisetempo, mindre portioner, sundere kostvalg, kostplanlægning, tilberedelsesvaner og etablering af regelmæssige måltider)

• Reduceret trang til at spise

• Bedre evne til at skelne sult fra lækkersult

• Øget deltagelse i regelmæssig, sjov fysisk aktivitet

• Mere fysisk aktivitet i hverdagen

• Færre smerter fra muskler og led.

• Forbedret selvværd

• Reduktion af risikofaktorer (i forhold til dyslipidæmi, insulinresistens, hyperglykæmi, transaminasæmi og hypertension.

Der fi ndes ikke én speciel behandlingsstrategi, som er bedst egnet til at opnå et langsigtet vægttab. Alle succesfulde langsigtede vægttabsprogrammer involverer en form for livsstilsændring, hvor energiindtaget reduceres (færre kalorier), samtidig med at energiforbruget øges (højere grad af fysisk aktivitet), hvorved der opnås et energiunderskud. For nogle mennesker kan farmakoterapi og/eller kirurgi være nyttige supplementer til en livsstilsændring, og denne behandling kan forbedre suc- cesraten betydeligt i forhold til en livsstilsændring alene.I selve vægttabsfasen opnås den største del af den negative energibalance ved nedsættelse af energiindtaget, idet det kræver en meget stor øgning af den fysi- ske aktivitet at opnå en betydelig negativ energibalance. Hvordan energiindtaget reduceres, altså den procentvise sammensætning af kulhydrat, fedt og proteiner, har ikke betydning for vægttabet. Med hensyn til den øgede fysiske aktivitet er det den absolutte arbejdsmængde, der har betydning, hvorimod arten og intensiteten af den fysiske aktivitet er uden betydning for vægttabet. I opretholdelsesfasen er det vigtigt at være mere fysisk aktiv end tidligere for at undgå vægtøgning. Dette skyldes, at fysisk aktivitet har en positiv indfl ydelse på appetitreguleringen og på humøret. Den positive indfl ydelse på humøret er velunderbygget og et vigtigt element i motiveringen af patienten. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at den reducerede kropsvægt betyder, at der anvendes mindre energi til de daglige aktiviteter, dvs. til at bære kropsvægten. Et vægttab opnået over en længere periode ved små ændringer er lettere at opretholde end et vægttab opnået i løbet af kort tid ved meget omfattende livsstilsændringer [32].

Undersøgelser viser, at de fleste patienters forventninger til et vægttab er urealistiske. Mange patienter forventer at tabe op til 35% af deres startvægt ved ændret livsstil og medicinsk terapi. Ifølge undersøgelser er det realistisk at tabe 5-15% af startvægten (gennemsnitligt 8%) over en 1-årig periode ved at tilpasse kost og drikke og øge den fysiske aktivitet. Undersøgelser tyder på, at patienter med type 2-diabetes har sværere ved at tabe sig og fastholde vægttabet end personer uden diabetes [33]. Et dansk studie fra almen praksis har dog vist, at patienter med type 2-diabetes op til 6 år efter diagnosen kan opretholde et min- dre vægttab [34].