Demens i almen praksis

Det første trin i behandlingen af Besværlige Psykiske Symptomer ved Demens (BPSD: Behavioural Psycho Social Disorders) er en vurdering af årsagen til psykiatriske symptomer og uhensigtsmæssig adfærd (14). Her undersøges somatiske, psykiske og sociale forhold samt »triggere« i omgivelserne. Det er BPSD, som er mest belastende for både familien, plejepersonalet og den praktiserende læge, og som ofte bliver afgørende for, om anbringelse i plejebolig er nødvendig.

Ved svære psykiatriske symptomer og adfærdsforstyrrelser, som påvirker hverdagen for den demente og de pårørende, kan medicinsk behandling forsøges sammen med non-farmakologisk intervention, det vil sige adfærdsterapi, ændring af omgivelser og af aktiviteter.

Inden medicinsk behandling påbegyndes, bør somatisk sygdom være udelukket, og lægen bør skabe sig overblik over, om der er tale om omsorgssvigt eller under/overstimulering.

Når medikamentel behandling overvejes, bør man huske, at:

• Hos ældre patienter med demens skal medicindosis være lavere end hos yngre. Start med lille dosis og øg langsomt. Compliance skal sikres, bivirkninger skal kontrolleres, dato for opfølgning bør aftales. Benzodiazepiner og sovemedicin bør så vidt muligt undgås.

• Der har været diskussion om brugen af nyere antipsykotika til demente pga. meddelelser om øget dødelighed og øget sygelighed hos denne gruppe. (16). Da området er præget af forskellige holdninger, foreslår vi, at du konfererer dette med lokale specialister inden for området.

• SSRI-præparater kan give hyponatriæmi.

• Neuroleptika kun må anvendes til patienter med Lewy Body -demens med yderste forsigtighed.

• Psykofarmaka har anticholinerge, antihistaminerge og antidopaminerge virkninger, som giver bivirkninger i form af sløvhed, sengeleje, parkinsonisme, balanceforstyrrelser og fald.