Demens i almen praksis

Patienten opfylder ikke ICD-10 kriterierne, enten fordi det drejer sig om aldersbetinget godartet glemsomhed, MCI, depression, delir eller partiel reversibel tilstand. Hertil kommer, at nogle af vores patienter søger læge alene pga. bekymring. Hvad der er normalt for alderen, findes omtalt på side 13. Med alderen ses en let reduktion af opmærksomhed og indlæring, men når kognitive svigt medfører problemer i hverdagen, er der ikke tale om normale forandringer.

Dersom der ikke ved de anførte undersøgelser og test er mistanke om demenssygdom, kan konsultationen munde ud i en beroligende/vejledende samtale med patienten og de pårørende. Eventuelt kan tilbud om en senere ny vurdering fremsættes.

I gråzonen mellem normal aldersbetinget svækkelse, MCI og let demens findes nogle af vores ældre patienter. Hvis lægen er i tvivl om patientens kognitive funktionsevne, eller hvis der ikke er et karakteristisk mønster for en demenssygdom, kan lægen henvise til videre udredning

nogle tilfælde kan den praktiserende læge foretage en ny vurdering 3-6 måneder senere for at vurdere, om personen har ændret sig intellektuelt. Ved sikre kognitive forstyrrelser bør henvisning til supplerende udredning overvejes.

Det er vigtigt, at patientens og de pårørendes behov og ønsker drøftes i relation til, hvilken type demens der er tale om. Alzheimers sygdom er den hyppigste demenstype og begynder ofte snigende med en langsom, jævn udvikling over en årrække. Sygdomsbilledet er et eksempel på kortikal demens og refererer til den kortikale topografi. Klinikken er karakteristisk med de 5 A’er: Amnesi, afasi, agnosi, apraksi og adfærdsforstyrrelser. Normalt rammes begge hjernehalvdele symmetrisk. Hvis venstre hjernehalvdel er mest ramt, påvirkes de sproglige funktioner som læse- og skrivefærdigheder samt evnen til at regne. Hvis det er højre side, er det orienteringsevnen og praksi, det går ud over. Det er ikke muligt at differentiere mellem de forskellige demenssygdomme alene på baggrund af de kognitive symptomer. Ved vaskulær demens vil debuten af den kognitive dysfunktion ofte være akut i tilslutning til en apopleksi, og forløbet ofte springvis. Ved subkortikal demens kan progressionen være langsom og gradvis og uden neurologiske udfald. CT eller MR-skanning er afgørende for diagnosen. Ved frontotemporal demens kan tilstanden minde om Alzheimers sygdom pga. fællesskab med sproglige symptomer og frontalt betinget apraksi, men hukommelsesforstyrrelsen er af begrænset omfang, og der er ikke rum/retningsforstyrrelser. Ved frontotemporal demens er der ofte svækkelse af de eksekutive funktioner samt emotionelle og adfærdsmæssige ændringer. Lewy Body-demens kan være vanskelig at skelne fra Alzheimers sygdom, men Lewy Body-demens er mere præget af eksekutive dysfunktioner, visuelle forstyrrelser og fluktuerende bevidsthedsniveau. Parkinsonisme optræder ved begge sygdomme ofte i form af rigiditet og bradykinisi, men ved Alzheimers sygdom oftest sent i forløbet.

I appendiks side 32 findes kriterierne for de hyppigste demenstyper, der ligeledeser beskrevet på side 10-12. Et eksempel på, hvordan man vurderer sværhedsgraden af demens, findes i Tabel 1.

Der er tilstande, som ligner, men som gør Alzheimers sygdom mindre sandsynlig: tilstande efter apopleksi, tilstande med fokale neurologiske fund, gangforstyrrelser eller tilstande med hallucinationer.

Tidlig hukommelsessvækkelse er et kardinalsymptom, når Alzheimers sygdom skal skelnes fra frontotemporal demens og Lewy Body-demens med snigende forløb.

Husk at udarbejde en plan for pleje og videre behandling. Tag eventuelt kontakt til den kommunale demenskoordinator, og henvis eventuelt til speciallæge for yderligere udredning eller medicinsk behandling.

Angående spørgsmål om arvelighed kan der i specielle tilfælde tilbydes genetisk rådgivning (se appendiks side 35).