Publiseret: 2024
Palliation
11. Den døende patient
Diagnosen ”døende” er svær.
Lægen eller sygeplejersken bliver ofte spurgt, hvor lang tid der er tilbage. Nedenstående retningslinjer kan være brugbare i bedømmelsen af, hvornår der er henholdsvis 1-2 uger eller kun få dage/timer tilbage, før patienten dør.
Denne vejledning anvender to begreber:Terminal: forventet restlevetid er dage til uger.Umiddelbart døende: forventet restlevetid er timer til dage.
Hvornår er patienten terminal? (forventet levetid: dage til uger)
Er overvejende sengeliggende
Er mindre interesseret i omgivelserne
Sover meget af døgnet
Spiser og drikker sparsomt
Har svært ved at indtage tabletter.
Hvornår er patienten umiddelbart døende? (forventet levetid: timer til dage)
Svækket puls
Ændret åndedræt
Tiltagende sekretproblemer
Aftagende urin
Kølige evt. blå-marmorerede ekstremiteter
Svækket bevidsthed
Ændring af ansigtsudtryk (”de spidser til”).
Målene i den sidste fase er, at patienten dør tilstrækkeligt lindret, uforstyrret af unødig pleje og medicinering og med størst mulig støtte til de pårørende.
Mulighed for kontakt til egen læge uden for dagarbejdstid er at foretrække. I modsat fald og ved fravær og ferie aftaler lægen med en kollega at varetage situationen. Patient, pårørende og hjemmepleje bør orienteres om, hvem de skal kontakte ved akut behov.
Den sidste tid – råd til den praktiserende læge
Vær tilgængelig.
Vær forudseende.
Vis forståelse og respekt for patientens og familiens håndtering af situationen.
Oprethold direkte kontakt og kommunikation med patient, familie og plejepersonale.
Håndter symptomerne problemorienteret.
Sørg for, at der er medicin i hjemmet til at lindre symptomer.
Søg terminaltilskud/lav terminalerklæring, hvis dette ikke allerede er gjort (kapitel 13).
Seponer den medicin, som nu er overflødig.
Revurder regelmæssigt og hyppigt alle medikamenter og symptomer.
Undgå unødvendige interventioner af enhver art.
Op til dødstidspunktet ændrer situationen sig fra dag til dag og fra time til time. Kontakten til den døende kan opretholdes ved fysisk kontakt og nærvær, berøring, holden i hånd, aftørring af sved og mundpleje. Hørelsen bevares formentlig til det sidste, så det giver mening at tale med – og ikke om – den døende. De pårørende skal vide, at den døende ikke føler sult eller tørst. Der er ikke grund til sonder, intravenøs ernæring eller væsketilførsel. Parenteral væske kan forårsage væskeophobninger og være til gene for patienten.
Når døden indtræder
Er du som læge til stede i den allersidste fase, så bliv der, men hold dig i baggrunden. Disse øjeblikke er familiens. Din medfølelse kan udtrykkes med berøringer, håndtryk og ord, f.eks. vendinger som ”Må jeg kondolere” eller ”Det gør mig ondt”.
Pårørende skal i god tid før forventet dødsfald være informeret om, hvem de skal kontakte, når døden er indtrådt (som regel hjemmeplejen og bedemand). Det skal ligeledes være afklaret, om den døde skal forblive i sit hjem, til han/hun kan lægges i kiste. I modsat fald kan den døde transporteres til sygehusets ”6-timersstue” med en særlig ambulance eller i rustvogn. Vær opmærksom på, at denne transport ikke betales af det offentlige.
Tilsyn: Den afdøde skal formelt tilses regelmæssigt, indtil dødsattesten er udfærdiget. Kravet opfyldes ved familiens tilstedeværelse eller ved tilsyn fra hjemmeplejen.
Dødsattest: Læge skal kontaktes med henblik på udfærdigelse af dødsattest.
Religiøse ritualer: Religiøse ritualer ved andre trosretninger end kristendommen klares ofte – men ikke altid – af familien. Ved tvivl kan det være hensigtsmæssigt, at en imam, rabbiner eller anden relevant person kontaktes. Familien ved oftest selv hvordan, men ellers kan en præst være behjælpelig med at formidle kontakten.
Lyt til de pårørende, forklar hvad der er nødvendigt, og anerkend deres indsats.
Tilbyd aktivt opfølgende besøg eller anden kontakt til nærmeste pårørende efter dødsfaldet (se kapitel 8 om pårørende).