Osteoporose

Osteoporose (knogleskørhed) er en almindelig tilstand. Denne vejledning omhandler osteoporose hos kvinder efter overgangsalderen og hos mænd over 60 år, som oftest kan udredes og behandles i praksis. Øvrige osteoporotiske tilstande skal ofte henvises til andre specialer.

Stort set alle mennesker får skøre knogler, hvis de lever længe nok. Er det udtryk for almindelig aldring? Eller skal det defineres som sygdom? Hvis alle danskere fik udført en Dual-energy X-ray Absorptiometry (DXA)-skanning af knoglerne, ville ca. 40 % af alle kvinder og 20 % af alle mænd > 50 år have osteoporose ud fra definitionen ved DXA-skanning [6]. For kvinder stiger tallet fra 10 % i alderen 50-54 år til 90 % i alderen > 95 år. De tilsvarende tal for mænd er 7 % og 64 % [6].

Osteoporose giver i sig selv ingen symptomer, men det øger risikoen for knoglebrud. Nogle brud er mindre alvorlige og heler hurtigt, mens andre brud er alvorlige og kan medføre svært invaliderende og smertefulde tilstande.

WHO definerer osteoporose som en sygdom [7], men i almen praksis vil det ofte blive betragtet som en risikotilstand. For nogle er følgerne af osteoporose så udtalte, at alle vil forstå det som sygdom. Der er tale om osteoporose, når knoglerne er så skøre, at de brækker ved en påvirkning, som normalt ikke ville have medført brud. Risikoen for brud afhænger af mange faktorer, f.eks. knoglernes kalkindhold og makro-/mikroarkitektur, bindevævet, kroniske sygdomme, brug af medicin, faldrisiko, alder, rygning, alkohol, kost og fysisk aktivitet. Faldets eller traumets karakter er også afgørende.

Forebyggelse, udredning og behandling af osteoporose er vanskelig, når patienten – snarere end den enkelte sygdom – er i centrum. Heri adskiller osteoporose sig ikke væsentligt fra andre risikotilstande og kroniske lidelser, som vi forebygger, følger og behandler i almen praksis.

De fleste ældre har en øget risiko for brud ved fald, uafhængigt af om de har osteoporose eller ej. Selvom behandling kan styrke knoglerne, vil der fortsat være risiko for brud. Tilgangen til osteoporose bør individualiseres. Beslutningen om evt. medicinering bør baseres på flere faktorer end DXA-skanning alene, og den bør træffes sammen med patienten (fælles beslutningstagning). Medicin mod osteoporose er effektiv, men den absolutte gevinst varierer meget og afhænger af risikoen for at få knoglebrud [8].

Osteoporose er ofte kun én blandt mange risikotilstande, sygdomme, sociale problemer og andet, som er vigtigt i patientens liv. Andre ting kan betyde mere i den aktuelle situation, og så må der prio­riteres. Viden om at have osteoporose og frygten for at have det kan medføre angst for brud. Nogle reage­rer uhensigtsmæssigt ved at begrænse den fysiske aktivitet [2]. Det er vores opgave at sikre, at det ikke sker.

Evidensgrundlaget

Denne vejledning bygger ikke på en systematisk gennemgang af litteratur på området. I stedet er anbefalingerne for behandlingsindikation, behandling og håndtering i almen praksis baseret på andre vejledninger, relevante videnskabelige publikationer og rådgivning fra danske specialister på området. Særligt skal fremhæves danske nationale retningslinjer, vejledninger fra Dansk Selskab for Endokrinologi, UpToDate og det skotske sundhedsvæsens evidensbaserede kliniske vejledning ”Management of osteoporosis and the prevention of fragility fractures”, som bygger på en omfattende systematisk litteraturgennemgang og senest blev opdateret i 2021 [9]. Derfor er der ikke ret mange litteraturhenvisninger i vejledningen. Ønsker man at dykke ned i evidensen, anbefaler vi at nærstudere den skotske vejledning.

Arbejdsgruppen har foretaget nogle valg undervejs. De eksisterende vejledninger og den anvendte evidens er tilpasset almenmedicinske værdier og den særlige arbejdsdeling, der kendetegner det danske sundhedsvæsen. Vi har taget i betragtning, hvad der er gennemførligt, og vi har fokuseret på, at det er patienten, der kan udredes og behandles – ikke risikoen eller sygdommen.