Osteoporose

Osteoporose er defineret som en systemisk tilstand med lav/skrøbelig knoglemasse og forandringer, der medfører nedsat knoglestyrke og dermed øget risiko for knoglebrud [10]. Ud over kalkmængden bestemmes knoglestyrken også af bindevævet og af knoglernes makro- og mikroarkitektur, men det kan ikke måles (til klinisk brug).

Knoglerne er et levende organ, som opbygges, nedbrydes og remodelleres igennem hele livet. Indtil alderen omkring 25-30 år opbygges knoglerne, hvorefter der sker en langsom nedbrydning. Med alderen bliver knoglestyrken mindre. Når man er gammel, er risikoen for brud større. De fleste lever op til det DXA-definerede kriterium for osteoporose i sen alderdom, hvor omtrent halvdelen af > 80-årige har osteoporose ved DXA-skanning [6]. Hos kvinder accelereres faldet i knoglemineralindhold i en periode på 5-10 år efter menopausen [11].

Diagnosen osteoporose kan stilles ved lavenergibrud i ryghvirvler og/eller hofte eller alene ved måling af knoglevævets mineraltæthed (kalkindhold), på engelsk Bone Mineral Density (BMD), med en DXA-skanning [12]. Osteoporose defineres her som en T-score ≤ -2,5 i ryg eller hofte.

Ved lavenergibrud forstås en fraktur, som er opstået ved ringe påvirkning, f.eks. fald på samme niveau. Lavenergibrud i ryg (≥ 20 % sammenfald af en ryghvirvel) eller proksimale femur (såkaldte hoftenære frakturer) betragtes som et udtryk for osteoporose, uanset resultatet af en DXA-skanning. Forudsat at andre årsager, som f.eks. myelomatose eller metastase er usandsynlige.

Lavenergibrud i andre regioner, f.eks. håndled, skulder, bækken eller ankel, kan være tegn på osteoporose.

En T-score på mellem -1,0 og -2,5 betegnes som osteopeni (nedsat knoglemasse).

Ætiologisk opdeles osteoporose traditionelt i primær (idiopatisk) og sekundær osteoporose. Ved den sekundære osteoporose kan der identificeres en anden tilstand/sygdom eller farmakologisk behandling, som med stor sandsynlighed har været medvirkende til, at en patient har udviklet osteoporose.