Osteoporose

Denne nye kliniske vejledning om osteoporose (knogleskørhed) er baseret på de danske fælles nationale anbefalinger, internationale vejledninger og anden evidens inden for området, men er her tilpasset forhold og værdier i almen praksis [1,2]. Læs mere om dette i indledningen under afsnittet Evidensgrundlaget.

Målgruppen for denne vejledning er praktiserende læger og deres personale, som varetager diagnosticering, udredning og behandling af patienter med osteoporose.

Vejledningen samler de vigtigste fokuspunkter inden for området og præsenterer forslag til den praktiske håndtering af behandlingen. Den er tænkt som en hjælp til fælles beslutningstagning ved osteoporose, som er en tilstand, der kan have varierende betydning og hyppigst forekommer sammen med mange andre tilstande og sygdomme hos den aldrende befolkning.

Ved risikotilstande som osteoporose følger ofte en række valg. Der er ikke altid klare svar på spørgsmål, da der er en glidende overgang mellem risiko og sygdom. Derfor giver vi her i vejledningen kun anbefalinger. Nogle foretrækker entydige retningslinjer for udredning og behandling af en tilstand eller sygdom. Men vi har her valgt blødere formuleringer, så der kan tages hensyn til forholdene hos den enkelte patient, fordi almen medicin er et patientcentreret – eller personcentreret – speciale.

Vejledningen omhandler osteoporose hos kvinder efter overgangsalderen og hos mænd over 60 år: forebyggelse, udredning og undersøgelser, behandling (herunder smertebehandling). Vejledningen præsenterer også forslag til, hvordan vi kan organisere behandlingen af osteoporose i praksis.

Selvom vejledningen gerne skulle lette arbejdet i praksis, kan mange udfordringer ikke løses i skrivende stund. Som praktiserende læger er vi afhængige af de forhold, vi arbejder under. De regionale retningslinjer for henvisning til og svar på DXA-skanning varierer meget. Selvom svar på DXA-skanning ofte indeholder en behandlingsanvisning, mener vi, at behandlingsindikationen skal stilles af den læge, der sidder med patienten, og beslutningen om evt. behandling skal tages sammen med patienten.

I vejledningen anbefaler vi brug af knoglemarkører, som anvendes af en række knoglemedicinere og nogle steder i udlandet. Aktuelt kan de bestilles fra praksis i hovedstaden, og vi forventer, at det bliver muligt at ordinere prøven i resten af landet inden for kort tid. Brugen af knoglemarkører forventes at blive fulgt i et forskningsprojekt, som vil undersøge, om brugen forbedrer behandlingen, og om det er nødvendigt med den anbefalede DXA-skanning, som i dag anvendes som kontrol efter to-tre år.

Vi håber, at vejledningen kan lette arbejdet med osteoporose i den kliniske hverdag i almen praksis.

Arbejdsgruppen, maj 2024