Osteoporose

Biokemisk screening

Hæmoglobin, leukocytter, CRP, kreatinin, natrium, kalium, kalcium, ALAT, basisk fosfatase, TSH, HbA1c, D-vitamin og PTH

Hos mænd med tidlig osteoporose: testosteron

Yderligere blodprøver på indikation og ved udredning af sekundær årsag, f.eks. PSA, M-komponent, magnesium

Hvis det er sandsynligt, at man vil opstarte peroral bisfosfonat, kan der samtidig tages knoglemarkører P1NP og/eller CTX før behandlingsstart.

Knoglemarkører kan tages forud for peroral behandling

Knoglemarkører måles i en blodprøve. De kan vise, om behandling med antiresorptiv medicin virker. Det er dog mest værdifuldt ved oral behandling, hvor der er flere mulige årsager til, at behandlingen ikke virker. Ved peroral bisfosfonat kan det skyldes, at medicinen ikke tages, tages forkert eller ikke absorberes. Effekten af behandlingen kan påvises langt tidligere end ved DXA-skanning. En DXA-skanning kan typisk tidligst vise et signifikant behandlingsrespons efter to års behandling. Knoglemarkører kan vise effekt af behandlingen efter få måneder [28]. Ved at benytte knoglemarkører kan en DXA-skanning evt. undlades som kontrol efter to-tre år.

Knoglemarkører afspejler knoglecellernes aktivitet. Hos voksne sker knogleforandringer overvejende ved remodellering, hvor nedbrydning efterfølges af opbygning af knogler. Bisfosfonat hæmmer osteoklasterne og derved indirekte også osteoblasterne.

P1NP (Prokollagen 1 N-terminal Propeptid) udskilles fra osteoblasterne under knogleopbygning, mens CTX (kollagen 1, krydsbundne C-terminal Telopeptid-fragmenter) frigives ved osteoklasternes knoglenedbrydning. Derfor ses et betydeligt fald i både P1NP og CTX, når bisfosfonat virker og hæmmer osteoklasterne.

Knoglemarkørerne stiger kraftigt i forbindelse med et brud og falder gradvist efterfølgende. Efter seks måneder kan niveauet betragtes som stabilt [29]. Knoglemarkører kan derfor ikke anvendes til at følge effekten af anti-osteoporotisk medicin i seks måneder efter et knoglebrud.

Begge knoglemarkører kan anvendes. P1NP er mindre følsom for fødeindtag og kan tages ikke-fastende i praksis hele dagen. Derfor vil det normalt være den, der anvendes. CTX skal tages fastende om morgenen (helst inden kl. 10.00).

Ved behandling med prednisolon vil P1NP være supprimeret, da prednisolon hæmmer knogleformationen. Derfor kan kun CTX benyttes, når knoglemarkører anvendes til at vurdere virkningen af bisfosfonat hos patienter, som er i behandling med prednisolon [30].

Effekten vurderes efter tre måneders behandling ved at sammenligne knoglemarkørerne før og under behandling. Faldet i P1NP og/eller CTX skal være ≥ 30 % (figur 1). Ved fald i knoglemarkører < 30 % skal adhærens og korrekt indtagelse sikres [31]. Herefter kan knoglemarkørerne kontrolleres igen efter yderligere tre måneder. Hvis der fortsat ikke er sket et fald ≥ 30 % sammenlignet med knoglemarkørerne før behandling, og der ikke kan findes en korrigerbar forklaring, må behandlingsændring overvejes. Typisk skiftes til et parenteralt præparat.

Hvis knoglemarkørerne ikke er blevet målt forud for iværksættelse af behandling, kan de måles efter tre måneders behandling (monitorering med måling af knoglemarkørerne både før og under behandling er dog mere sikker). Hvis der har været brud inden for seks måneder før iværksættelse af behandling, kan knoglemarkørerne måles efter ét års behandling. Hvis medicinen indtages og virker, forventes knoglemarkørerne i begge tilfælde at være under ”geometrisk mean” for præmenopausale kvinder (dette behandlingsmål gælder både for mænd og kvinder). Værdien vil stå i svaret fra laboratoriet eller vil kunne findes i den lokale laboratorievejledning (aktuelt gælder dette for Region Hovedstaden).

Knoglemarkører kan ikke anvendes til monitorering af behandling med oral bisfosfonat i tre situationer:

• Fraktur inden for de seneste seks måneder

• Anden ubehandlet knoglemetabolisk sygdom (obs. sekundær osteoporose, primær/sekundær hyperparathyreoidisme, svær mangel på D-vitamin)

• Svær akut sygdom eller akut/nyopstået immobilisering.