Osteoporose

Målet med behandlingen er at forhindre brud, samtidig med at personen opretholder et så godt og aktivt liv som muligt uden at blive sygeliggjort eller føle sig skrøbelig.

T-score ≤ -2,5 og mindst én risikofaktor er indikation for medicinsk behandling [12].

Således er T-score ≤ -2,5 i sig selv ikke nok til at opstarte anti-osteoporotisk behandling. Som udgangspunkt skal der også være en af de i risikofaktorer, der nævnes i boks Q eller boks R.

Lavenergifraktur i ryg eller hofte er indikation for medicinsk behandling.

Konstateres brud i ryg eller hofte ved ringe påvirkning, f.eks. fald på samme niveau, er der indikation for behandling uafhængigt af T-score.  

Patienten tilbydes rådgivning og fælles beslutning om behandling eller ej.

Alle med konstateret osteoporose tilbydes råd og vejledning om knoglevenlig livsstil og indtag af tilstrækkeligt D-vitamin og kalk, ligesom ved osteopeni. Hvis der er indikation for anti-osteoporotisk behandling med bisfosfonat, og personen skal have glæde af behandlingen, skal der være en tilstrækkelig formodet restlevetid. Det er en vanskelig vurdering, og det må afgøres med den enkelte patient. Ved lægelig indikation for behandling skal denne drøftes med personen, herunder realistiske forventninger til effekten af behandlingen, så der er basis for en fælles beslutningstagning. Det er ikke nemt at give personen klar besked om effekt og bivirkninger, eller hvad den præcist kommer til at betyde for den enkelte.

Effekt af behandlingen kan være svær at forudsige.

Anti-osteoporotisk medicinsk behandling har en høj relativ effekt (behandlingen reducerer den relative risiko for brud med ca. 50 %), men den absolutte reduktion er ofte lav. Den absolutte effekt for den enkelte er svær at forudsige, for den afhænger af, hvor stor risikoen er for brud. Vurderingen af frakturrisiko beror på faktorer som T-score, sværhedsgrad og mængde af risiko­faktorer, alder, faldrisiko, tidligere brud, og hvor lang tid den anti-osteoporotiske medicin kan virke over.

Opgørelser viser, at number needed to treat (NNT) spænder fra 1.100 til 8, afhængigt af risikoprofil [6]. I nogle af de første undersøgelser af bisfosfonat var den absolutte risikoreduktion ved fire års behandling med alendronat hos deltagere med en T-score ≤ -2,5 på 1,2 % for hoftebrud (svarende til NNT på 83), mens den var 2 % for radiologisk verificerede ryghvirvelbrud (svarende til NNT på 50). Senere undersøgelser har vist større reduktion af nye rygbrud hos patienter, der allerede havde et brud i en ryghvirvel. Et Cochrane-review fra 2008 angiver ligeledes en relativ risikoreduktion i ryg og hofte på omkring 45 %, mens den absolutte risikoreduktion for brud i en ryghvirvel var 2-6 % og i hoften 1 % [8].

De værktøjer, der anvendes til at vurdere risiko, er omdiskuterede (se bilag 4). Arbejdsgruppen anbefaler ”Mayo Clinic Bone Health Choice Decision Aid” til at vurdere, hvad risikoen er, og hvilken effekt der omtrentligt kan forventes ved behandling.