Osteoporose

DXA-skanning er den primære undersøgelse. En DXA-skanning viser, hvor stort kalkindholdet er i de målte knogler (ryg L1-L4, lårbenshals og total hofte). Skanningen giver en score, der afspejler, hvor mange standardenheder, såkaldt standard deviation (SD), knoglernes kalkindhold afviger ift. yngre kaukasiske kvinder (T-score) eller jævnaldrende af samme køn (Z-score).

Kun T-score bruges til at definere, om der er knogleskørhed. Laveste værdi i ryg eller hofte definerer, om patienten har osteoporose. DXA-skanning af andre steder på kroppen kan ikke anvendes til diagnosen, da der kan være stor variation i kalkindholdet i forskellige knogler.

For hver 1 SD lavere BMD (sv.t. 1 T-score) er risikoen for fraktur ca. 2,5 gange øget på det sted, hvor scanningen er udført (dvs. i ryg eller hofteregionen), og ca. 1,5 gange øget andre steder i skelettet [25-27-23]. Således er en lav T-score ved DXA-skanning en markør for øget risiko for at pådrage sig et osteoporotisk knoglebrud, men den absolutte risiko varierer dog kraftigt med patientens alder og øvrige risikoprofil.

Mange DXA-skannere kan også udføre VFA ifm. almindelig DXA-skanning med henblik på at afklare, om der er vertebrale frakturer. Hvis VFA ønskes, bør det anføres på henvisningen.

DXA-skanning har mange fejlkilder. De enkelte knogler kan være forkert afgrænsede i den elektroniske modellering og derved få for høje eller for lave værdier. Hyppigst er der dog tale om knoglevæv, der virker tættere, end det reelt er. Det kan skyldes knogleudvækst ved degenerative tilstande eller ved sammenfald af ryghvirvler. Det giver kunstigt høje værdier. I mange tilfælde vil afvigende hvirvler dog tages ud af den samlede vurdering før rapportering af resultatet. Den hyppigst forekommende årsag til falsk for lavt BMD er undermineralisering af knoglevævet pga. mangel på D-vitamin. Som udgangspunkt definerer den laveste værdi fra enten ryg eller hofte, om der er osteoporose, osteopeni eller normalt knoglemineralindhold.

Der kan være forskel på værdierne ved undersøgelse på forskellige DXA-skannere. Normalt er det justeret, så værdierne er nogenlunde ens, også selv om der bruges forskellige skannere.

DXA-skanning kan bruges til at følge udviklingen i knoglemineralindholdet over tid. Der kan være behov for at gentage DXA-skanningen for at følge progression af knogletab eller effekt af behandling. Ved vurdering af behandlingseffekt ses især på udviklingen af T-score i hoften. En BMD-ændring på ≥ 5 % i hoften eller på ≥ 3 % i columna lumbalis anses generelt som signifikant (least significant change). Det svarer tilnærmelsesvist til en ændring i T-score på 0,3 SD i ryggen og på 0,5 SD i hoften.

Interval mellem DXA-skanninger. Hvis osteoporose ikke konstateres, må man overveje, om (eller hvornår) en DXA-skanning eventuelt skal gentages. Det afhænger af årsagen til skanningen af patienten, resultatet af skanningen, patientens alder og den samlede betydning af risikofaktorer. Samtidig skal der være et ønske om, at en ny skanning har en konsekvens, som regel i form af medicinsk behandling. Hvis nye betydelige risikofaktorer kommer til, revurderes et tidligere aftalt tidsinterval.

Nedenstående skema indeholder forslag til muligt interval mellem skanninger:

*Jo højere T-score, jo længere kan intervallet være. Evt. kan Z-score inddrages sammen med risikoprofil.Et eksempel: en 55-årig kvinde med en T-score på -2,3 vil normalt få tilbudt kontrol efter 3-5 år, mens en 75-årig kvinde med en T-score på -1,2 normalt ikke vil få brug for en ny DXA-skanning.

Henvisningskravene til DXA-skanning varierer mellem regionerne og kan variere mellem sygehusene.

Ved henvisning til DXA-skanning skal det angives, om der ønskes tolkning og behandlingsforslag eller ej.

Når den alment praktiserende læge selv ønsker at tolke DXA-skanningssvaret, bør der kun være behov for et minimum af oplysninger i selve henvisningen. DXA-skanningssvaret bør som minimum indeholde T-score og en Z-score, og det bør være muligt at få det komplette resultat fra DXA-skanningen evt. inkl. grafer.

Ved ønske om tolkning og behandlingsforslag skal henvisningen indeholde alle relevante oplysninger, som minimum: årsagen til henvisningen, hvad skyldes mistanken om osteoporose, risikofaktorer, behandlinger og sygdomme i relation til osteoporose, niveau af D-vitamin og væsentligt afvigende blodprøver. Svaret skal da også indeholde de relevante tal, så de kan indgå i sammenligning ved senere skanninger.

Under alle forhold er det den læge, der sidder med patienten, som – sammen med patienten – skal tage stilling til, hvilken behandling der kan tilbydes. 

VFA er en røntgenundersøgelse af ryggen (Th4 til L4), der kan foretages med DXA-skanneren (samtidig med måling af knoglemineralindholdet). Strålebelastningen er meget mindre end ved en traditionel røntgenundersøgelse. Opløseligheden er lavere end ved traditionel røntgenundersøgelse af columna thoracolumbalis. VFA kan udelukke frakturer, men da der kan være falsk positive fund, kan det være nødvendigt med konfirmerende røntgenundersøgelse. VFA tilbydes på en del undersøgelsessteder, men endnu ikke alle steder. Ved mistanke om metastaser kan VFA ikke bruges.

Røntgenundersøgelse af columna thoracolumbalis bruges ved mistanke om sammenfald af ryghvirvler. Undersøgelsen skal kun foretages, hvis det forventes at have en behandlingsmæssig konsekvens. Højdereduktionen af den enkelte hvirvel skal være ≥ 20 % for at være diagnostisk for osteoporose og prognostisk for efterfølgende frakturer.

Ved stillingtagen til evt. knogleanabol behandling er det afgørende, om sammenfaldet er 20 % eller 25 %. Det kan være nødvendigt at bede om at få det præciseret i svaret.